Invitation til vælgermøde i Lundeborg
Vi har inviteret partierne i kommunalbestyrelsen til vælgermøde.
Kom og vær med i en dialog med politikerne om visionerne for udviklingen af Lundeborg som både lokalområde og turistområde.
Tid og sted:
Onsdag den 12. november kl. 19.00
Aktivhuset på Lundeborg Havn
Emnerne for mødet omfatter blandt andet:
-
Udviklingen af Lundeborg Havn
-
Forhold for børn og unge
-
Lokal transport
-
Sikkerhed for de bløde trafikanter
– Vi vil gerne i dialog med politikerne om deres konkrete visioner for udviklingen af Lundeborg som lokalområde og turistområde, siger Olav Larsen, formand for Aktivhuset, der står bag invitationen.
Han fortsætter:
– Lundeborg er udlagt som et af kommunens tre turistcentre – de øvrige er Svendborg By og Valdemars Slot. Men de senere år har vi oplevet, at turistinformationen blev nedlagt, støtten til cykelfærgen til Lohals bortfaldt, og den ene af byens campingpladser blev omdannet til hotelbyggeri. Fiskeriet er stort set ophørt, og derfor arbejder havnen nu med planer om at blive en turist- og oplevelseshavn.
– Samtidig mangler vi lokal transport – vi har ingen busser og heller ikke en cykelsti op til landevejen. Det står højt på ønskesedlen, især hos vores mange børnefamilier.
– Vi håber, politikerne vil give deres bud på, hvordan det kan blive endnu bedre at bo i Lundeborg – for børnefamilier, unge og ældre – og hvordan turismen bedst kan spille sammen med hverdagslivet i byen.
Alle er velkomne.


