Brudager Folkedansere
Går du med en folkedanser i maven, er du uanset køn og alder velkommen i Brudager Folkedansere. Vi danser onsdag aften fra september til marts.
Det er ikke nogen forudsætning, at man har en dansepartner med. Hvis ikke man har én, så får man én. Det er heller ikke en forudsætning, at man har en folkedanserdragt. De bruges kun ved opvisning. I Brudager har man en ens t-shirt, som kan bruges, når der er holdopvisninger.
Ring til formand Tove Stenderup på 3024 7466 hvis du vil vide mere eller kig ind på hjemmesiden: brudagerfolkedansere.dk
Portræt af Brudager Folkedansere, November 2022
Hvis man går rundt og tror, at folkedansere er en uddøende race, så får man revideret sin opfattelse i mødet med Brudager Folkedansere. Her lever polkaen, seksturen og kvadrillen og trippevalsen i bedste velgående og i overbevisende stil. Hver onsdag mødes ca. 20 begejstrede dansere og et levende orkester i Brudager Forsamlingshus, og her sørger de 2 instruktører Desiree Graubæk og Tina S. Skov for at hurretrin, polkatrin, valsetrin og gangtrin bliver udført korrekt og i nøje takt med musikken.
På det nuværende hold er der 30 medlemmer i alderen 50+ og den ælste er 84. Danserne kommer fra et stort opland og sågar fra Ærø. Musikken leveres af en fast trio bestående af Gert S. Skov på violin, Bent Riber på harmonika og Åge Spejlborg på kontrabas. Der spilles til dans, og der spilles til sang, for holdet synger altid et par sange, når de er samlet.
Inge Feldingbjerg, Jørgen F. Clausen og Anna-Birgitte Lange er alle dansere i Brudager Folkedansere. Inge og Jørgen, som tilhører bedsteforældregenerationen, startede med at danse i Brudager, da de var skolebørn, og har næsten danset uafbrudt siden. Anna-Birgitte, som er holdets yngste og fyldt 50, er helt nystartet. Hun fortæller, at den nostalgi, romantik og musik, der omgiver folkefans, fik hende til at give det et skud.
Ud over faste onsdage, deltager dem der kan og vil i det årlige landsstævne, som arrangeres i uge 29 forskellige steder i landet. Snart skal Brudager folkedansere også være vært for ‘Legestuen’. Her mødes både børn og voksne dansere fra hele Fyn og danser sammen til et orkester, som nogle gange består af op til 14 musikere. Nogle gange om året inviteres de nærmeste foreninger til dans, snak og hygge og generelt må man sige, at der er et godt fællesskab omkring folkedansen. Aktivitetslisten er lang og byder også på dags- og weekendture, sommerdans, julehygge og meget andet.
Kilde: Månedsavisen Gudmekongens Land, November 2022