Gudbjerglund

Nutid – Gudbjerglund i dag

I dag er Gudbjerglund en åben og fredelig plads, hvor alle er velkomne til at nyde naturen og områdets særlige atmosfære.
Her kan man tage på picnic i det grønne eller gå en stille tur rundt i Lunden blandt områdets mange fortidsminder.
Et populært indslag er suttetræet, hvor små børn kan hænge deres sut, når tiden er inde til at give slip.
Rundt omkring i området står mindesten, der markerer begivenheder af betydning både for lokalområdet og for hele Danmark.

De historiske stenhøje og langdysser fra yngre stenalder eller bondealderen udgør en markant del af landskabet.
Overalt i Gudbjerglund er der opsat informationstavler, som formidler stedets spændende historie.
På de åbne arealer står borde og bænke, hvor man kan nyde sin medbragte mad eller blot sidde og tage udsigten og stemningen ind.

Der er indrettet toiletforhold i Lunden, som kan benyttes i de varme måneder. Når vinterkulden sætter ind, låses faciliteterne af. En tilbagevendende tradition er Sankt Hans-festen, som hvert år samler lokale og besøgende – naturligvis kun hvis vejret tillader det.

Historie – Gudbjerglunds tilblivelse og udvikling

Gudbjerglunds historie begynder i 1923, da forstanderen på Vejstrup Højskole, Thøger Dissing, foreslog at etablere en møde- og mindeplads ved de gamle oldtidsminder i Gudbjerg. Forslaget blev modtaget med stor opbakning, og den 9. marts samme år blev foreningen “Gudbjerglund” stiftet. Foreningen bestod af engagerede borgere fra lokalområdet – blandt andre lærer N.J. Hansen, som blev valgt til formand, og Thøger Dissing selv.

Man købte 4½ tønder land til 1000 kr. pr. tønde, og gartner Gram fra Svendborg udarbejdede en beplantningsplan. Selve pladsen blev først officielt indviet den 18. august 1929. I de efterfølgende år blev området flittigt brugt til sommerstævner for gymnastik- og folkedanserforeninger samt til folkelige møder.

I 1930 blev den første mindesten rejst – til minde om Genforeningen i 1920 – og siden er flere kommet til, alle til ære for personer eller begivenheder, som har haft betydning for egnen eller nationen. I 1942 blev den nuværende festplads udgravet af lokale unge, som udførte det store jordarbejde med stor entusiasme. Resultatet blev en forsænket, rund opvisningsbane omgivet af en amfiteatralsk vold med siddepladser til publikum. Denne plads samt talerstolen blev indviet den 27. juni 1942.

I nyere tid har Gudbjerglund dannet ramme om friluftsgudstjenester med deltagelse af lokale sangkor og større arrangementer som fx Stavnsbåndsspillet i 1988, jubilæet i 1998 og årtusindskiftets fejring i 2000, hvor lokal musik blev fremført med stor glæde og energi.

Oldtid – Dysserne, sagnene og den tidlige fredning

Lang tid før Gudbjerglund blev anlagt som minde- og mødested, var området allerede et historisk monument. På bakken syd for Gudbjerg – øst for landevejen mod Svendborg – ligger en lille skov, Gudbjerglund, der ofte omtales som Sydfyns svar på “Glavendruplund” på Nordfyn. Her finder man et imponerende kompleks af fire stendysser fra bondestenalderen, opført mellem 3500 og 3100 f.Kr. To af dysserne er særligt lange, henholdsvis 117 og 106 meter, mens de to andre måler 41 og 19 meter – alle med en bredde på 7,5 meter.

Ifølge et gammelt sagn skulle Gudbjerg Kirke oprindeligt have været bygget oven på netop disse stendysser. Men hver nat rev trolde det ned, som håndværkerne havde bygget op om dagen. En due viste til sidst vejen til det nuværende kirkeområde, og dér blev kirken opført i fred.

Gennem årene har stendysserne været udsat for ødelæggelser. Allerede i 1808 beskrev præsten i Gudbjerg dysserne i en rapport til Oldtidskommissionen og tog selv initiativ til en udgravning, hvor mange sten blev bortsprængt. Da præstegården brændte i 1863, blev nye fundaments sten hentet fra gravhøjen, og nogle sten blev endda brugt til brobygning over Stokkebækken.

Godsejer N.F.B. Sehested fra Broholm – en af egnens store arkæologiske skikkelser – advarede i 1865 om nødvendigheden af at beskytte de truede oldtidsminder. Dengang tilhørte jorden præstegården, og dermed staten, men først den 30. maj 1872 blev dysserne officielt fredet. Fredningen blev markeret med fem sten med indhugget tekst: “Statens Ejendom. Fredlyst” – og arbejdet kostede dengang 25 rigsdaler.