Frie Hjerterum
Et fælles samlingssted i Gudmekongens Land
Frie Hjerterum er inspireret af ordsproget “Hvor der er hjerterum, er der husrum”. Vi er et moderne fællesskab, der ikke er bundet af postnumre, men af et værdigrundlag, hvor fællesskab, forskellighed og deltagelse står centralt. Foreningens formål er at fremme mental trivsel og skabe et sted, hvor mennesker på tværs af alder og livsvilkår kan udfolde sig kreativt, kulturelt og socialt, forankret i frivillighed og hjerterum.
Det betyder i praksis, at medlemmer frit kan sætte gang i netop de aktiviteter, de ønsker, i foreningens hus på Hammesbrovej 7 i Oure. Foreningen bor i den vestlige ende af den gamle folkeskolebygning, nu Oure Friskole, med indgang i den sorte gavl mod Landevejen. Vi har eksklusiv adgang til dele af skolens matrikel og deler blandt andet gymnastiksal, scene, skolekøkken og sløjdlokale.
Huset er åbent i hele foreningens åbningstid, og allerede i det første år er en bred vifte af aktiviteter vokset frem – alle skabt af medlemmerne selv. Åbningstiderne er tirsdag og torsdag kl. 9–20 samt søndag kl. 11–15.
En lille guidet rundtur
Når man træder ind i Frie Hjerterum, møder man først CraftHouse, vores kreative “fitnesscenter”. Her har medlemmer adgang til et stort udvalg af håndarbejds- og håndværksmaterialer som papir, perler, broderi, papmaché, linoleumsværktøj og maling. Her kan man fordybe sig i egne projekter eller deltage i planlagte aktiviteter.
Rundt om hjørnet ligger Landsbytorvet – foreningens hyggelige hjerte. Her står kaffen klar, og der er spil, bøger, garn og bløde møbler, så det er let at slå sig ned og være en del af fællesskabet.
Fra Landsbytorvet er der adgang til Teaterhjørnet, hvor Claus Faber, foreningens teatermand, har sin base.
Lige ved siden af ligger nu også Frie Hjerterums helt nye sy- og tekstilværksted: Workshoppen – Kom og Sy i Frie Hjerterum. Det er et rummeligt og inspirerende værksted for alle, der elsker at skabe med hænderne – især inden for tekstiler, garn, uld og tråd.
Workshoppen – et nyt kreativt værksted
Workshoppen er etableret af forperson Anne Kirstine Wie Schultz og beklædningsformgiver Stine Hjort, som har mange års erfaring med både syning, design, kursusafholdelse og undervisning. Drømmen var at skabe et åbent sy- og tekstilværksted med store klippeborde og god plads til arbejdet med stof og konstruktion, inspireret af blandt andet Tekstilværkstedet på Kulturmaskinen i Odense.
Det har taget omkring et år at realisere værkstedet, og lokalsamfundets opbakning har været afgørende. Rummet er fyldt med stoffer, materialer og værktøj doneret af lokale, som ønskede at give deres hobbymaterialer nyt liv. Oure Friskole har desuden doneret flere af deres tidligere symaskiner, herunder en overlocker, som alle frit kan benytte.
Du kan både medbringe din egen symaskine eller bruge værkstedets. Hver torsdag kl. 16–20 står Stine Hjort til rådighed som frivillig sparringspartner og hjælper med syning, let strik, hæklemønstre og konstruktion. Her handler det om fællesskab, kreativitet og muligheden for at mødes om håndens arbejde. Alle er velkomne.
Workshoppen fungerer også som et rum for små kreative entreprenører, der ønsker at afholde kurser, inspirationsaftener eller workshops. Her følger adgang til hele foreningens faciliteter som Landsbytorvet, køkken, bar, toiletter og parkering – og der er også plads til barnevogne, skifteplads og mikroovn. Henvendelse kan ske på friehjerterum@gmail.com
For enden af gangen ligger Børnehjørnet, et lyst og legende rum til de yngste medlemmer. Her er der plads til leg, hygge og madpakker, og mange bruger rummet efter Motorikleg, som foregår hver tirsdag formiddag i gymnastiksalen. Der er fri leg for alle aldre i hele åbningstiden.
Aktiviteter i Frie Hjerterum
På foreningens sociale medier præsenteres løbende de aktiviteter, der finder sted. Eksempler er Motorikleg for børn 0–6 år, Præstens Fortællinger om tirsdagen, Strik & Hyg torsdag formiddag og VoksenKLUB om aftenen på tirsdage og torsdage, hvor der er plads til frie og kreative aktiviteter. En læseklub er også i gang, og medlemmer er altid velkomne til at starte nye klubber efter interesse, såsom broderiklub, madklub eller spontan hockeyklub. Under “Medlem til medlem” kan man invitere andre ind i det, man selv brænder for.
En fast månedlig aktivitet er Strik & Drik den første torsdag i måneden. Det er en afslappet og hyggelig aften fyldt med kreativitet, samvær og god energi – med eller uden alkohol, da mange medbringer skønne alkoholfrie alternativer. Alle aktiviteter kan ses på Frie Hjerterums hjemmeside
Hvad koster det?
Et års medlemskab for hele husstanden koster 240 kr. Medlem-til-medlem-aktiviteter er gratis at deltage i. Som medlem kan man desuden indgå i workshop-samarbejder, hvor man må tage betaling for sine workshops, mod at man bidrager frivilligt til foreningen på anden vis – fx ved at afholde en søndagskrea, et foredrag eller hjælpe med praktiske opgaver.
Vi glæder os til at byde mange nye ansigter velkommen i Frie Hjerterum i det kommende år. Her er der plads til dig.
Kontakt
FRIE HJERTERUM
C/O Anne Kirstine Wie Schultz
Telefon: 30279897
Hammesbrovej 7, 5883 Oure








